Høringssvar vedrørende Udvidelsen af Rønne Havn, Etape 3
Til Bornholms Regionskommune,
Vi ønsker hermed at bidrage med vores synspunkter og bekymringer vedrørende den kommende udvidelse af Rønne Havn, Etape 3. Vi mener, at det er afgørende at tage højde for miljøpåvirkninger og sikre en høj grad af gennemsigtighed i forhold til disse påvirkninger, samt at forbedre området for de lokale borgere. 1. Måling af Støj og Miljøkonsekvenser Det er afgørende at have præcise og opdaterede data om støj og andre miljøkonsekvenser som følge af udvidelsen af havnen. Vi anbefaler, at der implementeres en omfattende og kontinuerlig målingsordning, der giver borgerne mulighed for at følge udviklingen i realtid. Dette bør inkludere et offentligt tilgængeligt website eller en anden digital platform, hvor man nemt kan få adgang til opdaterede oplysninger om miljøbelastningen. Dette vil give borgerne mulighed for at træffe informerede beslutninger og aktivt deltage i diskussionen om miljøpåvirkninger. 2. Forskønnelse af Området Når man udvider en industrihavn tæt på beboelsesområder, bør der være en bestræbelse på at forbedre områdets æstetiske kvaliteter. Dette er vigtigt for at bevare en positiv oplevelse for borgerne, når de ser på området. Vi opfordrer derfor til, at der udarbejdes en omfattende plan for at forskønne havneområdet, herunder anlæggelse af grønne områder, rekreative faciliteter og eventuelle kunstneriske installationer. Dette vil bidrage til at opretholde et positivt forhold mellem havnen og lokalsamfundet. Rønne Borgerforening vil opfordre BRK og Rønne Havn til at sætte sig sammen og lave en plan for, hvordan planerne for området omkring Sønder Bådehavn, tydeligt beskrevet i ”Rønne Havns Masterplan 2050”, bliver udført i nærmeste fremtid. Gerne færdiggjort til Rønne Bys 700 års jubilæumsfest i 2027 3. Undersøgelse af Luftforurening og Sundhedsmæssige Konsekvenser Vi stiller spørgsmålstegn ved rapportens konklusion, der uden dokumentation hævder, at der ikke er sundhedsmæssig risiko for Rønnes borgere i forhold til luftforurening i form af dieselos og skadelige partikler fra skibe og maskiner i Rønne Havn. Mange af Rønnes borgere, især dem der bor i nærheden af havnen, oplever allerede lugten af dieselos (muligvis skadelige partikler) fra skibe i Rønne Havn. Med udvidelsen af Etape 3 vil "Industrihavnen" komme endnu tættere på byen, hvilket skaber yderligere bekymring. Driftsfasen forventes at medføre en øget skibstrafik på ca. 450 anløb om året ifølge miljørapporten (side 75). Placeringen af kaj 31-32 og 36 betyder også, at "vestenvind" i højere grad kan føre dieselos ind over Rønne by i forhold til brugen af kaj 33, 34 og 35 i Industrihavnen. Vi opfordrer derfor Bornholms Regionskommune til at også her at sikre en kontinuerlig målingsordning for at sikre, at sundheden og trivslen for vores samfund beskyttes effektivt. Vi opponere også mod beslutningen om at udelade undersøgelsen af "Luftkvalitet i driftsfasen" fra miljørapporten på grund af afgrænsningen af projektet. Dette burde revurderes af følgende grunde: Oprindeligt skulle luftforurening og afværgemuligheder undersøges for både etape 3 og 4. Da ansøgningen blev reduceret til kun at omfatte etape 3, blev "Luftkvalitet" fjernet fra undersøgelsespunkterne i driftsfasen uden offentlig høring. Rønne Borgerforening undrer sig over, at skønnet for forøgelse af skibsanløb i driftsfasen for etape 3 er blevet opjusteret fra oprindelig 60 anløb årligt til nuværende 400 anløb årligt. Hvis Rønne borgerforening læser disse tal korrekt, så er det en opjustering på 566%. Dette kan have indflydelse på beslutningen om at udelade Luftkvalitet fra undersøgelsen. 4. Konsekvenser og Tidsramme for Overtrædelser Vi er bekymret for eventuelle overtrædelser af forurening og støj, der kan opstå som følge af udvidelsen af Rønne Havn, Etape 3. For at sikre, at sådanne overtrædelser ikke blot trækker ud, anmoder vi om, at Bornholms Regionskommune etablerer en klar procedure for reaktion på overtrædelser, herunder en hurtig responsmekanisme. Der bør være en tydelig kontaktperson eller mailadresse, hvor borgere og interessenter kan rapportere overtrædelser i realtid. Desuden er det vigtigt, at bestemmelser og sanktioner for overtrædelser er klart definerede og offentligt tilgængelige. Dette vil sikre, at eventuelle overtrædelser håndteres effektivt og i overensstemmelse med loven. Tak for muligheden for at bidrage til denne høring, og vi ser frem til at se resultaterne af disse bestræbelser for at forbedre vores lokalområde. Med venlig hilsen Rønne Borgerforening